Leanders historie

Når et barn får kræft, forandres livet og hverdagen – ikke kun for det syge barn, men også for forældre og særligt søskende, der ofte bærer rundt på en masse bekymringer og svære følelser. Dette kender familien Bille-Ahmt alt til, da Leander på 8 måneder får konstateret Langerhans celle histiocytose, en sjælden, kræftlignende sygdom.

Sygdommen er karakteriseret ved, at Langerhans-cellerne, som er en del af immunsystemet, begynder at dele sig hurtigt og sprede sig til andre områder, hvor de ophober sig og skader fx hud, knogler, lymfeknuder og organer.

Flere af Leanders organer, skelet og hud er hårdt angrebet af de syge celler, og han starter derfor med at få ugentlige behandlinger med kemoterapi. Heldigvis responderer han godt på kemoterapien, men som så mange andre børn med kræft, får han svære bivirkninger som f.eks. høj feber, kvalme, blodforgiftning og væskeophobning i kroppen.

Det har betydet, at familielivet, som desuden består af far Thomas og storesøstrene Kristine og Josefine, på 6 og 4 år, ofte har været splittet op i ét hold på hospitalet – og ét derhjemme.

”Det har været hårdt og meget invaliderende, især for Leanders storesøstre. I deres verden tror de, at hver gang vi er på hospitalet, er det fordi Leander er ved at dø. Tanken om at skulle miste deres lillebror, har gjort dem urolige, især om natten, og de har reageret ved at være både vrede, bange og kede af det”, fortæller Malene, mor til Leander.

Via FAVN – Børnecancerfonden og Foreningen Cancerramte Børns psykosociale fælles tilbud – har familien fået visiteret en psykoterapeut hvor Kristine og Josefine har gået i legeterapi.

Gennem leg og fantasi har terapeuten hjulpet med at sætte ord på alt dét, der for børn kan være både svært og uhåndgribeligt. Terapisessionerne er siden blevet fulgt op med forældresamtaler, som både mor og far har haft stor glæde af.

”Som forældre har vi fået rigtig mange konkrete værktøjer, og det har virkelig sat tingene i perspektiv, hvorpå hvilke andre måder, vi kan handle for at hjælpe og støtte dem bedst. Vi vil rigtig gerne have, at alle tre børn kommer ud som hele mennesker, og det har terapien givet sindssygt meget ro og tillid til nok skal blive en realitet”.

I dag har Leanders søskende heldigvis fået det bedre, de frygter ikke længere, at Leander dør når de bliver indlagt, og de har fået tillid til, at han nok skal blive rask igen.
Hvad angår Leanders sygdom, er det endnu uvist, hvor længe han skal fortsætte i behandling, her i august gør lægerne status, hvor familien håber på, at Leander overgår til vedligeholdelsesbehandling, inden han kan erklæres rask, så familien igen kan være samlet.

Tusind tak til familien Bille-Ahmt for at dele jeres historie.

Er du selv forældre til et kræftsygt barn, og kunne I eller barnets søskende have gavn af psykologhjælp? Så læs mere om FAVN her.

Støt nu Støt Børnecancerfonden

Støt os

Børnecancerfonden er en selvstændig fond, der er 100% afhængig af støtte fra private.

Vælg beløb:

Du støtter:

  • Familier og deres syge børn
  • Forskning
  • Vidensdeling