Hvorfor et forskningsprofessorat?
“Vil vores barn overleve?”. dette er forældres første og vigtigste spørgsmål, når et barn bliver diagnosticeret med kræft.
Bragt i BØRN & cancer no. 15, 2012
af Kjeld Schmiegelow, Professor i pædiatri og pædiatrisk onkologi, Børneungeklinikken, rigshospitalet
Heldigvis kan der svares “ja” på det spørgsmål i de fleste tilfælde, men det åbner så op for fire andre vigtige spørgsmål:
- Hvorfor er sygdommen opstået?
- Hvad er risikoen for, at vores andre børn også får kræft?
- Hvordan kan vi komme til at helbrede endnu flere?
- Hvad er risikoen for bivirkninger til behandlingen – både akutte bivirkninger og senfølger?
Disse vigtige spørgsmål kan kun besvares gennem forskning. Og her er børneonkologien et unikt speciale, fordi behandling af børn med cancer mere end noget andet medicinsk speciale er bygget op omkring forskning. Således behandles d e fleste patienter efter internationale protokoller, hvortil der er knyttet et elle r flere videnskabelige projekter.
Dertil kommer, at mange patienter deltager i lokale, nationale eller internationale projekter, der har til formål at bedre vores viden om, hvorfor børn udvikler kræft, hvordan helbredelseschancerne kan øges, og hvordan bivirkninger kan undgås. Skal danske børn have ligeså gode behandlingsmuligheder, som børn i de lande vi sammenligner os med (hvis da ikke bedre), så skal vi i Danmark spille en central rolle indenfor børnecancerforskning.
De danske børnekræftafdelinger i Aalborg, Skejby, Odense og på Rigshospitalet har altid været forskningsaktive, men i en travl klinisk hverdag kan det alligevel være vanskeligt at få tid til at gennemføre de mange forskningsprojekter, der er behov for, og hvori Danmark har særlige kompetencer. Det var på den baggrund, at Børnecancerfonden i 2006 besluttede at oprette deres første 5-årige forsknings-professorat, som jeg tiltrådte januar 2007. Udover at styrke en række forskningsfelter, der omtales nedenfor, var der to centrale opgaver:
01. At forbedre behandlingsresultaterne for akut lymfoblastær leukæmi
Dette er den hyppigste cancer hos børn, og meget af den viden, vi har om behandling af en lang række cancersygdomme, har vi opnået ved at studere akut lymfoblastær leukæmi. I samarbejde med kolleger i norden og Baltikum har undertegnede været ansvarlig for udviklingen af den aktuelle behandlingsprotokol (NOPHO ALL-2008). Protokollen koordineres fra rigshospitalet, og den omfatter både børn og voksne fra de nordiske og baltiske lande. Der er allerede inkluderet mere end 700 patienter i protokollen, og den er i dag en ramme, indenfor hvilken der kan gennemføres videnskabelige projekter. I dag er der således alene i Danmark 4 post.doc.’er samt 9 Ph.d.-studerende, der benytter sig af data fra dette nordiske/baltiske behandlings- og forskningssamarbejde.
02. Styrkelse af børnecancerlaboratoriet på Rigshospitalet.
Før 2007 var der i laboratoriet ansat 2-3 bioanalytikere og en Ph.d.-studerende. I dag er der mere end 30 ansatte i laboratoriet, fordelt på 5 selvstændige forskergrupper. Der er siden januar 2007 afsluttet 8 Ph.d.-projekter (og der er 13 igangværende) samt publiceret 76 videnskabelige artikler, heraf halvdelen i 2011.
Hvilke forskningsområder har forskningsprofessoratet givet mulighed for at styrke:
Prognosen for børn med kræft er forbedret markant over de seneste årtier. Hvor hovedparten af patienterne tidligere døde af deres sygdom, helbredes nu 75 procent. Der er imidlertid langt igen, før behandlingsresultaterne kan betragtes som tilfredsstillende.
For det første er kræft fortsat den næsthyppigste dødsårsag hos børn over 1 år – kun overgået af ulykkestilfælde.
For det andet er behandlingen over de seneste årtier blevet markant intensiveret, hvilket indebærer, at patienterne og deres familier har hyppige, lange og komplicerede hospitalsindlæggelser i de 1 – 2 år behandlingen står på.
For det tredje har den intensive behandling medført en høj risiko både for akutte og livstruende bivirkninger og for alvorlige, ofte livslange, senfølger i form af nedsat frugtbarhed, nedsat hukommelse og andre intellektuelle færdigheder, organskader og kosmetiske gener samt øget risiko for ny kræftsygdom pga. skader på det normale væv.
VORES FORSKNING FORKUSERER PÅ FIRE VIGTIGE OMRÅDER:
01.
Årsager til kræft hos børn: De faktorer, som fører til kræft hos voksne (så som rygning, solbadning eller miljøgifte), spiller sjældent en rolle for udvikling af kræft i barnealderen.
Derimod har en række studier vist, at udviklingen af kræft hos børn ofte starter før fødslen, dvs. hos fosteret. Dette har vores nordiske projekter kunnet sandsynliggøre for børn med leukæmi, hjernesvulster, nyre-svulster og leversvulster.
Desuden har det vist sig, at mange børn fødes med forstadier til kræft uden, at de senere udvikler sygdommen. På den baggrund gennemfører vi i disse år en række projekter, der dels skal kortlægge, hvilke faktorer i graviditeten der kan medføre, at kræft senere udvikler sig i løbet af barnealderen, dels hvilke faktorer der gør, at nogle børn fødes med kræftforstadier uden senere at få kræft. Det er håbet, at dette en dag vil kunne føre til, at nogle typer af kræft hos børn kan forebygges.
02.
Individuelt tilpasset behandling: selvom børn inden for den samme gruppe af kræftsvulster, f.eks. hjernetumorer, nyre- tumorer eller leukæmier, kan synes at have den samme sygdom, har det vist sig, at kræftcellerne ofte adskiller sig fra patient til patient. det er i dag muligt med meget sensitive analysemetoder at kortlægge de skader i hver enkelt patients kræftceller, der har ført til udvikling af sygdommen.
Men det er ikke kun kræftcellerne, der er forskellige, det er patienterne også. På samme måde som børn er forskellige i deres højde, vægt og udseende, er de forskellige både i den måde, de omsætter de lægemidler, der bruges i kræftbehandlingen, og i risikoen for bivirkninger til disse lægemidler.
De danske børnekræftlæger har derfor i samarbejde med forskergrupper i norden, i Europa og i USA startet en række studier, der har til formål at kortlægge, hvordan forskelle patienterne imellem spiller en rolle for patienternes helbredelseschance.
Eksempelvis kan to patienter med præcis den samme kræftsygdom have en forskellig helbredelseschance, udelukkende fordi den ene af de cellegifte, der bruges i behandlingen, er hurtigere end den anden. Ligeledes kan patienterne have forskellig følsomhed over for cellegiftene, og dermed vil nogle patienter kunne opleve langt flere bivirkninger end andre patienter. Alle forældre, læger og sygeplejersker har oplevet, at patienter, der får samme behandling, alligevel har meget forskellige bivirkninger.
I samarbejde med forskergrupper på Danmarks teknologiske universitet har vi udviklet teknikker, hvor vi i én enkelt analyse kan kortlægge ca. 25.000 variationer i patienternes arvemateriale. dette har givet os detaljeret indblik i, hvilke arvelige faktorer der spiller en rolle for effekten af behandlingen samt den enkelte patients risiko for bivirkninger.
Det er vores forventning, at dette forskningsfelt vil føre til, at vi i frem-tiden i højere grad vil kunne tilpasse cellegiftdoserne til den enkelte patient, således at patienterne får en behandlingsintensitet, der er tilpasset sygdommens aggressivitet og den enkelte patients risiko for bivirkninger.
03.
Livskvalitet under behandlingen: Børn, der udvikler kræft, er hyppigst i alderen 2-7 år eller i pubertet, dvs. i faser af deres liv, hvor deres psykiske og fysiske udvikling er særlig hastig og omfattende, og hvor det er vigtigt, at de får de bedste muligheder for at udvikle sig i et normalt miljø sammen med jævnaldrende.
Det er derfor en stor belastning, såvel for børnene som for deres forældre og deres raske søskende, at de ofte må tilbringe mange måneder på sygehus til udredning af deres sygdom samt behandling af både kræftsygdommen og bivirkninger. De danske børnekræftlæger har derfor indledt et forskningsprojekt, der skal kortlægge, dels i hvilket omfang dette belaster den enkelte familie, dels om vi i højere grad end i dag kan sikre, at børnene bevarer kontakten til deres skole og deres klassekammerater.
04.
Senfølger: I dag, hvor tre ud a re børn med kræft bliver helbredt for deres sygdom, er målet ikke længere blot at kontrollere kræftsygdommen, men også at sikre at disse patienter bagefter får et normalt ungdoms- og voksenliv.
Ligeså vigtigt det er at følge forløbet af den enkelte patients kræftsygdom, ligeså vigtigt er det at følge forekomsten af bivirkninger og varige senfølger hos den enkelte patient og dermed deres senere livskvalitet. disse senfølger kan omfatte nedsat hukommelse og andre intellektuelle færdigheder, pubertetsforstyrrelser og nedsat frugtbarhed, andre organskader og øget risiko for en ny kræftsygdom.
De danske børnekræftlæger har derfor i samarbejde med kolleger i norden samt andre forskergrupper i den vestlige verden indledt studier, der har til formål mere præcist at kortlægge, i hvilket omfang børnene har akutte og varige bivirkninger af behandlingen.
Denne forskning vil bidrage til, at vi i fremtiden får en større viden om, hvilke børn der er i særlig risiko for udvikling af senfølger, og hvilke cellegifte vi kan anvende til det enkelte barn, således at barnet opnår den bedst mulige chance for helbredelse med mindst mulig risiko for varige mén.
Forskningsområdernes rolle
De ovenfor nævnte forskningsområder vil i de kommende år ikke kun komme til at spille en rolle for, hvordan vi behandler kræft i barnealderen, men også for hvordan vi behandler andre alvorlige sygdomme hos børn eller kræftsygdomme hos voksne. Da behandling af børn med kræft er centraliseret til ganske få behandlingssteder og desuden foregår i et internationalt samarbejde med systematisk registrering af sygdoms- og behandlingsdata, har børnekræftforskningen imidlertid særlige gunstige muligheder for at kortlægge disse forhold til kommende gavn for mange andre patientgrupper.
