Emilies historie

Emilie

”Det kan føles for sindssygt at være en 24-årig powerkvinde. Stærk. Smuk. Sej. Det er hvad, du får lov til at se, når du ser på mig. Men ser du også de konstante smerter i mine knogler? Dødsangsten i mine øjne, der er nådesløs, så jeg ikke kan trække vejret?"

“Ser du bekymringerne om muligheden for graviditet? Metallet i min venstre side, der udgør en kunstig hofte? At jeg ikke var med på rusturen, fordi jeg vidste, at min energi ville slippe op, inden vi nåede halvvejs? Spiseforstyrrelsen, der bare ikke vil gå væk i desperation for at tabe alle kemokiloene? Sorgen? Traumet? Ser du arrene på min krop og sjæl?”

Med de spørgsmål indleder 24-årige Emilie Luna sin tekst til Børnecancerfonden. For 9,5 år siden fik hun konstateret leukæmi. Den 9. marts har hun været rask i et år. Men selvom sygdommen er væk, så kæmper hun med smerterne og angsten efter en lang og skrap behandling. Vi har spurgt hende, hvordan senfølgerne fylder i hendes liv.

Jeg er en powerkvinde. Stærk. Smuk. Sej. Men det har jeg ikke altid været, og rejsen herhen har været uendelig lang. Da lægerne oplyste, at behandlingen ville vare i 2,5 år, virkede det så uoverskueligt. Men okay, 2,5 år og så er det overstået! Løgn. Snydt. For da den sidste kemo løb rundt i mine årer, og ballonerne var pustet op, stod alle senfølgerne i kø og bankede på. Men der var ingen hjælp at hente. Lægerne havde kureret mig for kræften, og senfølgerne vidste de ikke, hvad de skulle gøre ved.

Min krop er ved at blive sig selv igen. Jeg vejer 49 kilo, der var mit udgangspunkt inden kemobehandlingen. Jeg laver yoga hver dag. Jeg har fået en scanning, der viser en masse fine æg, der snart kan blive til en baby. Og mine knogler er gået i gang med at hele sig selv. Jeg er lykkelig for alt det, der kommer til mig, men 9 år er lang tid. Jeg ville aldrig have været min rejse foruden, men jeg kunne godt undvære smerterne og angsten. Og sorgen der borer så dybt.”

Emilie Luna er en del af styrken, når hun fortæller om sit liv med senfølger. Og hendes historie bekræfter os i, hvor vigtigt det er at overlevere efter kræft bliver helbredt til et godt liv med så få senfølger som overhovedet muligt.

Netop derfor er Børnecancerfonden den største bidragsyder med 1.8 mio. kroner til verdens første dybdegående undersøgelse af risikoen for senfølger, som danske forskere har stået i spidsen for.

Bliv en del af styrken, så vi kan helbrede børn og unge med kræft til et godt liv. Støt os via Mobilepay 50339 eller SMS GIV til 1217 for at støtte med 125 kr. 

Foto: Sophie Voisin

Resultaterne af undersøgelsen er netop offentliggjort:

  • Børn og unge, der har overlevet leukæmi, har dobbelt så høj risiko for at blive indlagt, som andre børn og unge
  • Leukæmi-overlevere havde særlig høj risiko for f.eks. hjernetumor, epilepsi, nedsat funktion af hypofysen, hjertesvigt, grå stær samt sygdomme i knogler og led afhængig af, hvilken leukæmisygdom, de har fejlet
  • Størstedelen af børn, der i dag diagnosticeres med leukæmi, overlever heldigvis uden alvorlige senfølger
Støt nu Støt Børnecancerfonden

Støt os

Børnecancerfonden er en selvstændig fond, der er 100% afhængig af støtte fra private.

Vælg beløb:

Du støtter:

  • Familier og deres syge børn
  • Forskning
  • Vidensdeling