Christians historie
Når et barn får kræft, forandres livet og hverdagen – ikke kun for det syge barn, men også for forældre og søskende. Christian er 14 år, da lillesøster Cille bliver alvorligt syg af akut leukæmi (ALL). Børnenes mor er indlagt i næsten to år med Cille, mens Christian tvinges til at blive voksen alene hjemme i Silkeborg.
”Jeg starter med at flytte ind hos min far. Men han arbejder rigtigt meget, så jeg flytter i stedet hen til nogle venner af familien, der bor lige ved min skole. Her bor jeg et halvt år. Den sidste tid hos dem tager jeg hjem i weekenden og bor alene i huset, og da jeg fylder 15 år, flytter jeg helt hjem. At bo alene som 15-årig er sjovt – men også møguretfærdigt og svært. Mine forældre gjorde virkelig deres bedste, men jeg havde pludselig et stort ansvar, bl.a. for at komme op kl. 6.00 og afsted i skole”.
Christian bor alene i et halvt år, men ikke uden udfordringer. Han har det dårligt psykisk og besvær med at sove, så der bliver flere og flere dage, hvor han ikke kommer ud af døren. Christian får en tid hos en psykolog, men tilbuddet fungerer ikke for ham.
”Cille og min mor har jo en psykolog på hospitalet, som hjælper dem, men jeg må ikke bruge hende. Jeg har heldigvis en god veninde, og lærer også at lægge bekymringen for Cille fra mig. Jeg spiller rigtigt meget computer, for hvis du går alene hjemme og tænker på, om din søster dør, så overlever du ikke selv”.
På Aarhus Universitetshospital responderer Cille dårligt på behandlingen med kemoterapi. Hun bliver opgraderet til højintensiv kemoterapi, der er så hård ved hende, at hun ligger 13 uger i respirator på intensivafdelingen. Cille hænger stædigt fast i livet, men det er nødvendigt at transplantere nye stamceller til hende for at helbrede hende. Det viser sig, at storebror Christian er et helt perfekt match.
”Cille ligger på hospitalet, hun er virkelig dårlig, og jeg kan intet gøre for at hjælpe hende. Så det var helt ubeskriveligt, at der var én ting, jeg kunne hjælpe med. Det gjorde selvfølgelig ondt, for det var fandeme en tyk nål, de stak ind i knoglen, men det var fantastisk at kunne give min knoglemarv til Cille”.
Transplantationen bliver foretaget på Rigshospitalet og går godt. Efter en måned bliver Cille overflyttet til Aarhus igen. Christian er på vej på efterskole, men det er på alle måder svært for ham at tage af sted – ikke mindst fordi han har vænnet sig til at bo alene. Det første halve år på efterskolen går godt, men efter jul får Christian det gradvist mere dårligt. Efter efterskoleopholdet starter han i 10. klasse, men midt i skoleåret kan han ikke mere. Christian bliver syg med en depression.
”Jeg har det virkelig dårligt. Jeg er hjemme et halvt år og kan ingenting. Jeg får kontakt til en ny psykolog, og det er rigtigt godt for mig. Cilles sygdom og alt det, den har ført med sig, har lært mig, hvor meget jeg egentlig kan holde til. Der har været mange gange, hvor jeg har tænkt, at jeg ikke kan mere, men på en eller anden måde har jeg ikke givet op. Det har min mor og min søster heller ikke. Jeg føler mig meget rustet til resten af livet”.
Christian er i dag rask, og Cille har været kræftfri, siden hun fik sin storebrors knoglemarv. Christian er i ved at realisere sin drøm om at blive tømrer, og han er netop startet på grundforløb 2, før han forhåbentlig finder en læreplads.
Tak fordi vi må dele din historie, Christian.
Hjælp Børnecancerfonden med at støtte den vigtige forskning i børnekræft her eller via Mobilepay 78502.
