Barnet i en ny virkelighed
Når et barn får diagnosen kræft følger en lang periode med usikkerhed og ventetid, medicin, bivirkninger, et helt nyt sprog på hospitalet og en oplevelse af, at forældrene ikke længere er dem, som kan beskytte mod ”onde ting”. Afhængig af barnets alder kan den ny virkelighed opleves mere eller mindre abstrakt.
Børn benytter forskellige mestringsstrategier for at finde fodfæste i den nye hverdag. Nogle bliver meget stille i starten og trækker sig ind i sig selv. Andre har brug for at tale rigtig meget for at forstå. Barnet bliver samtidig påvirket af, at det er første gang, han eller hun oplever forældrene så kede af det.
Hverdagen som barnet kender den bliver pludselig radikalt ændret og skemalagt i forhold til undersøgelser, indlæggelser og ventetid.
Det sociale samvær med kammeraterne i børnehaven, skolen og til fritidsaktiviteter bliver afløst af rigtig meget voksenkontakt med forældre og plejepersonale på hospitalet. Barnet savner samtidig sine eventuelle søskende, og det at have en hverdag, som er ”normal” og velkendt sammen med jævnaldrende kammerater.
Psykologerne tilknyttet landets børnekræftafdelinger hjælper forældre og børn til at finde deres måde at håndtere den nye situation på. Alle familier er forskellige, og der er ingen rigtige eller forkerte måder at gøre det på.
