Astrids historie
Forældre, der mister et barn, fortæller ofte, at verden herefter ser anderledes ud. Alt bliver vendt på hovedet, og det er derfor svært at fortsætte hverdagen blandt venner og kolleger, når man ikke er den samme som før. Niårige Astrid døde i 2015 af en aggressiv tumor i hjernen. En sorggruppe med andre forældre, der har mistet et barn, har været en afgørende støtte for Astrids forældre.
”Jeg var meget imod sorggruppen, for jeg havde rigeligt i vores egne følelser og historie. Jeg havde ikke lyst til at høre om andres. Men jeg følte med det samme, at jeg hørte til. Jeg følte mig normal. Vi er ufrivilligt kommet med i en lille klub af forældre, som har mistet et barn, og det er kun, når man har mistet et barn, at man forstår, hvordan det er”, siger Astrids mor, Maria.
Astrid var kendt af familie, naboer og klassekammerater som en glad, kærlig og meget empatisk pige, der forgudede sin lillesøster. Men i foråret 2014 begyndte hun pludselig at få kraftige raseriudbrud og blive uinteresseret i skolen. Hendes højre hånd begyndte også at drille hende, og pludselig skelede hun på det ene øje. Familiens læge mente, at Astrid havde psykiske udfordringer, og hun blev henvist til psykiatrisk afdeling. Samtalerne hjalp dog ikke, og en lørdag i august toppede Astrids raseri, da familien var i Bon Bon-land.
”Vi skulle prøve en forlystelse, som drillede hendes motorik, og så reagerede hun meget mere aggressivt, end vi var vant til. Hun sparkede, slog og spyttede, og vi kunne slet ikke få hende til at falde til ro. Vi kørte til psykologisk skadestue i Glostrup, men da vi havde fortalt om Astrids symptomer, blev vi bedt om at køre til børneafdelingen på Hillerød sygehus. Men jeg havde ingen mistanke om den forfærdelige besked, vi ville få”, fortæller Maria.
Astrid blev skannet om mandagen – på sin 9-års fødselsdag – og her fandt lægerne en stor tumor i hjernestammen. Hun blev straks kørt til børnekræftafdelingen på Rigshospitalet, hvor hendes forældre fik at vide, at deres datter var uhelbredeligt syg. Tumoren kunne hverken fjernes eller behandles. Et halvt år senere døde Astrid.
”Noget af det bedste ved sorggruppen er, at det er legalt at tale om vores engle. Vores børn er stadig en del af familien, selv om de ikke længere er hos os her på jorden, men det er svært for andre at forholde sig til den tanke og til vores behov for at tale om børnene, tabet og sorgen igen for 10. gang. I sorggruppen sætter ingen spørgsmålstegn ved hinanden. Vi skal ikke forsvare vores følelser og tanker, og der er ikke noget, som er forkert at tale om. Har man ikke lyst til at tale, er det også ok”.
”Vi er ikke de mennesker, vi var før, men vi forstår hinanden. I sorggruppen deler vi også vigtige erfaringer med, hvordan vi hjælper de efterladte søskende bedst muligt med deres sorg og kommer videre efter en lang periode, hvor det meste af tiden helt naturligt gik med at passe det syge barn. Jeg kan kun opfordre alle forældre, der mister et barn, til at finde en sorggruppe”, siger Maria.
Tak til Astrids forældre for at dele jeres historie og oplevelser.
Først på sommeren starter en ny sorggruppe op i Østdanmark under FAVN – et fælles tilbud fra Børnecancerfonden og Foreningen Cancerramte Børn. Gruppen er for forældre, der har mistet et barn til kræft inden for de seneste par år, og møderne afholdes hos Kræftrådgivningen i København.
Til andre familier, der har mistet et barn til kræft for længere tid siden, tilbyder FAVN temaaftener 1 gang om måneden. Få mere information om sorggruppe og temaaftener hos psykolog Ane Christensen her, på favn@boernecancerfonden.dk eller telefon 3080 7081.
