La Vida

La Vida

La Vida er et tilbud til familier med kræftsyge børn om et rekreationsophold for hele familien. Når et barn får kræft, bliver familielivet sat under pres, og sygdom, indlæggelser og bekymringer udfordrer hverdagen for både det syge barn, forældre og søskende.

Med La Vida kan det kræftsyge barn tage af sted til Mallorca sammen med sine forældre og eventuelt søskende, så hele familien kan få et pusterum og være sammen om gode oplevelser, der giver ny energi. La Vida er forbeholdt familier med et kræftsygt barn, som ellers ikke ville kunne rejse på ferie.

Antallet af familier, der får tilbudt et La Vida-ophold, varierer, men der sendes tre hold afsted med ca. 13 familier på hvert hold.

Grundet COVID-19-pandemien er det desværre ikke muligt at ansøge om en La Vida rekreationsrejse i 2021. Hold dig orienteret her på siden eller på Facebook om ansøgninger for La Vida 2022.

Meld dig ind i gruppen Børnekræft på Facebook og få besked, når vi åbner for ansøgninger til La Vida 2022.

halvkolonne-lavida-mads

Et ophold i trygge rammer

Målet med La Vida er at give familierne mulighed for at være sammen og få positive oplevelser både som familie og sammen med andre familier med kræftsyge børn. Fællesskabet mellem de syge børn, søskende og forældre giver opholdet unikke rammer, og der bliver skabt venskaber, der ofte varer længe efter La Vida.

Udvælgelsen af familier sker i tæt samarbejde med landets børnekræftafdelinger. Det er lægerne, der sikrer, dels at barnet er rask nok til at komme på ferie, dels at tilbuddet tilfalder de familier, som ellers ikke ville have mulighed for at komme ud at rejse og få et tiltrængt pusterum.

En læge besøger 6 ud af ugens 7 dage hotellet, hvor La Vida-familierne bor, så familierne kan konsultere lægen ved behov.

En medarbejder fra Børnecancerfonden rejser med familierne til Mallorca og er til rådighed for familierne i det omfang, de har brug for det. Det vil være muligt at deltage i udflugter arrangeret af Børnecancerfonden, og der er fællesmiddage. Derudover er det helt op til familierne at nyde opholdet, som de har brug for.

Rejsen og hotellet

Familierne kan rejse til Mallorca fra både Billund og Kastrup. På Mallorca afhentes familierne af en bus, som kører dem til hotellet.

La Vida-familierne bor på hotel Paraiso de Alcudia på nordsiden af Mallorca. Hotellet åbnede i 2012 og ligger direkte ned til den bredeste del af stranden i Alcudia, hvor vandet er lavt og børnevenligt. Bag hotellet ligger restauranter, butikker og barer, og havnen og det gamle Alcudia ligger et par kilometers gang eller cykeltur væk.

Læs mere om hotel Paraiso de Alcudia.

halvkolonne-caroline-med-mor-og-far-Lavida

Baggrund

Foreningen La Vida blev oprettet af Inge Marie Hornshøj, som siden 2004 har formået at samle midler til at sende rigtigt mange familier til Mallorca hvert år – godt bakket op af lokale sponsorer. Pr. 1/1 2016 blev La Vida en del af Børnecancerfondens aktiviteter. Inge Marie Hornshøj ønskede at overdrage sit projekt til nye ildsjæle og pegede sammen med bestyrelsen for La Vida på Børnecancerfonden som den organisation, der i fremtiden kan sikre muligheden for rekreationsophold til familier med kræftsyge børn. Børnecancerfonden har i mange år støttet La Vida økonomisk og arbejder i forvejen tæt sammen med landets børnekræftafdelinger.

Støt nu Støt Børnecancerfonden

Støt os

Børnecancerfonden er en selvstændig fond, der er 100% afhængig af støtte fra private.

Vælg beløb:

Du støtter:

  • Familier og deres syge børn
  • Forskning
  • Vidensdeling